Om livets kunst: en vitalistisk læsning af medicinsk humanisme.

I en skelsættende og flittigt citeret artikel, har Rita Charon beskrevet narrativ medicin – og mere generelt, introduktionen af humaniora i medicinsk undervisning – for at udvikle færdigheder som empati, refleksion, professionalisme og kommunikation. I denne artikel argumenterer jeg for at Canguilhem’s vitalisme begreb og Alfred North Whitehead’s begreb om ”livets kunst”, giver anledning til at vi med et nyt sæt briller kan læse udsagn omkring narrativ medicin og medicinsk humaniora, kontekstualiseret i en videnskabshistorisk problematik, og forbinde udsagnene med et bredere sæt etiske og politiske betydninger. Efter at have gennemgået de relevante begreber, ved at trække på på Canguilhem og Whitehead’s arbejde, vil jeg udforske det etisk-politiske spørgsmål om hvordan medicin bedst tjener menneskets fuldkommengørelse, med andre ord ”livets kunst”. Jeg vil gøre dette gennem en historisk ekskurs, hvor jeg vender tilbage til en debat mellem Viktor Von Weizsäcker og Karl Jaspers omkring fordele og ulemper ved at ”introducere subjektet i medicinen”. I den for os fjerne historiske kontekst, formulerede Weizsäcker og Jaspers spørgsmål der fortsat er relevante, spørgsmål som ligger implicit i grundlaget for narrativ medicin.